Opbygning af drivhus
- Pernille Bjerregaard
- 5. apr. 2018
- 4 min læsning
Jeg har fået en del henvendelser angående byggeriet af vores semi orangeri, derfor har jeg valgt at dele hele processen med jer til inspiration, og viden :)
For et års tid siden snakkede vi om at anskaffe os et drivhus, men vi fandt ikke nogen vi rigtig kunne lide, i hvert fald ikke uden det krævede en større økonomisk udgift end vi havde lyst til, så vi droppede det faktisk ret hurtigt igen. Alligevel gik sommeren med at spekulere på drivhus, og hvad det var vi gerne ville.
Og pludselig gik det op for os, at det rigtige for os selvfølgelig var selvbyg. Det var vigtig for os at det skulle have en masse sjæl og charme, og ikke bare være et væksthus, men også et sted vi som familie kunne hygge os, mens stille sommerregn trommer på taget, eller en kold vinterdag. Derfor forventer vi også at vi skal have en brændeovn eller noget lignende der kan give varme på kolde dage, og et sted vi kan varme gløgg til julehygge. Vinduer og dørparti, samt stenbelægning til gulv hentede vi i løbet af sensommeren i lokalområdet, det hele har været brugt i mange år, og emmer af historie og sjæl, lige som vi gerne vil. Det er vigtig for os, at genbruge allerede eksisterende ressourcer frem for at købe nye materialer, så det har vi brugt en del energi på at undersøge og hjembringe.
Da vi startede byggeriet i oktober 2017, havde vi en ide om størrelsen og udformning, men ikke en helt præcis tegning, det var vinduerne og dørparti der var vores udgangspunkt i størrelse.
Vi startede byggeriet med at fjerne et eksisterende terrasse område for at grave ud til sokkel. Fundamentet måler 3,5*2,7m. Vi støbte stolpesko på seks punkter, og satte 50*50 fliser på højkant, hvor vi har lavet en træramme der stod i vat for at holde på fliserne. Remmen blev fastgjort til stolpeskoene, hvilende på de rejste fliser. Dernæst blev der lagt sand ud, så fundamentet nåede den højde vi ønskede. Byggeriet stod stille fra oktober 2017 til januar 2018, hvor vi lidt optimistiske startede op i meget lave temperaturer. efter fundamentet var på plads blev det næste punkt gulv, hvor vi på forhånd havde fået fat i ca. 1000-1300 brosten fra en gammel vejbelægning. Det var et kæmpe arbejde at rense stenene fri for beton rester, og få et jævn gulv lagt af ujævne sten.
Det næste store skridt er skelettet, hvor vi brugte 3x3 tommer stolper fra store industripaller vi fik lov at bruge, da de ellers skulle brændes. Vi lavede en tag hældning på blot 6 cm pr. m. for at bevare højden indvendig bedst mulig.
I forhold til verdenshjørnerne har vi et enkelt lille vindue mod øst, det store vindues parti er mod syd, og indgangspartiet mod vest. Udmiddelbart kan vi blive usikker på om det bliver for varmt for planterne, men i og med vi bruger palæruder, med masser af sprosser giver det en fin afskærmning for solen i løbet af dagen.
Dernæst satte vi tag op, det har givet anledning til en masse spekulationer om hvilket tag vi skulle vælge i forhold til kondens og varme. Valget blev klar thermo tag. Vi har lavet udhæng for at beskytte mod regnen.
Nu skulle den udvendige beklædning op, vi har brugt trykimprægneret til "1 på 2 beklædning", som vi sidenhen skal have malet sorte.
Det helt store indtryk af det færdige resultat kom da vinduespartierne og dør kom i, wow det var bare fedt. Vi havde tagrender liggende som er blevet monteret, og indvendigt har vi monteret hvidmalet Z-profil beklædning. Vi har sat stål lister op under og over vinduerne udvendigt for at beskytte mod vand. Indvendig har vi for detaljens skyld også stål lister for at det skal se mere afsluttet ud.
Vi mangler nu at få det indrettet og det er jo virkelig sjovt og vi glæder os rigtig meget til vores første sæson og opleve hvad der lykkes og hvad vi måske ikke lige lykkes med :)
Jeg vil selvfølgelig løbende lave oplæg om brugen af orangeriet, så i kan se med hvordan det bliver indrettet og brugt :)
Jeg kunne nemt blive ved at forklare og fortælle, men tænker vi stopper her, og så spørger i bare hvis jeg har overset noget :)
I kan se tidligere oplæg om byggeriet her:
Her til slut får i vores budget på hele byggeriet:
Vi havde til start bestemt at det skulle gøres for maksimalt 10.000 kr, hvilket er meget optimistisk.
- Vinduer og døre,(købt ved privatperson brugt i mange år) 3.500 kr.
- Stenbelægning (har vi fået kvit og frit af en meget venlig mand)
- 50*50 cm fliser er også hentet kvit og frit i nærområde (brugt)
- Sand er ligeledes hentet kvit og frit af venlige sjæle i nærområde
- Spær til skelettet er fra kasserede industripaller (også gratis, da vi har en skøn familie der har mange kontakter.)
- Udvendig beklædning ( købt i XL-BYG) ca. 1.500 kr.
- Thermo tag samt tilbehør (købt jem og fix) ca. 2.500 kr.
- Z-profil brædder (købt fra en håndværkers restlager) 500 kr.
- Stolpebeton, stolpesko mv. 500kr
- Diverse skruer, fuger mm. 500kr
Total 9.000 kr.
Dertil mangler vi at male udvendigt.
Denne pris er udelukkende lykkes os på grund af en masse venlige mennesker, der har vist interesse i projektet og har været klar til at hjælpe med materialer.
Og så var dette aldrig blevet virkelighed uden to mænd der har knoklet og hygget sig i mange kolde vinter weekender i sne og frost, STOR TAK TIL JER TO; I VED HVEM I ER :)
Se tidligere opslag vedrørende vores orangeri-projekt her:
Comments